Hverken Vesten eller Rusland – Nej til imperialistisk krigsspil om Ukraine

Synet af russiske soldater i umærkede uniformer på gaderne i Krim og reaktionerne på dette fra Vesten og den nye ukrainske regering har bragt Ukraine på randen af krig.

På sin side har den amerikanske administration bebudet at man vil sende kampfly og soldater til Polen og Litauen. USA fordømmer hyklerisk den russiske intervention på Krim – og glemmer ikke bare sine egne krige i Irak og Afghanistan, men også aktioner i USA’s egen “baggård” som flådeblokaden af Cuba i oktober 1962, og invasionen af Panama i december 1989.

I dette sammenstød mellem vestlig og russisk imperialisme kan vi ikke støtte nogen af siderne. Vi er imod indblanding fra NATO eller EU i Ukraine. Vi er også imod enhver russisk intervention.

De imperialistiske magter har forsøgt at bruge den aktuelle krise til at forme fremtidens Ukraine i deres egne interesser. Russerne havde satset på Viktor Janukovitj og en strøm af vestlige politikere intervenerede direkte i Maidan protesterne.

Der er ikke noget bevidst ønske om krig i hverken Washington eller Moskva, men krig kan blive resultatet, hvis konflikten eskalerer.

Der er ingen progressiv imperialisme

I den moderne kapitalisme er imperialisme et system af økonomisk og geopolitisk konkurrence blandt de førende magter.

Mange mennesker, der oprigtigt er imod krig og social uretfærdighed, føler sig tvunget til at understøtte, hvad de ser som enten progressivitet i Vesten (hovedsagelig i skikkelse af et “moderniseret” EU) eller Rusland (ofte de samme mennesker, der havde illusioner om USSR’s socialistiske karakter).

For nogle kan kun Vesten være imperialistisk, for andre kun Rusland.

Vi må afvise begge disse synspunkter. Selvfølgelig gælder det klare internationalistiske slogan “hovedfjenden er hjemme”, men dette er på ingen måde det samme som at male nogen imperialistisk magt, som er i konflikt med vores egen stats herskende klasse i progressive farver.

IS-Tendensens tradition for socialisme fra neden, hvis slogan “Hverken Washington eller Moskva” hjalp socialister med ikke at miste orienteringen under Den Kolde Krig, har aldrig været mere relevant.

To hoved-nationalismer

To hoved-nationalismer er i øjeblikket ved at splitte folk i Ukraine. Disse nationalismer er bundet sammen med støtte til enten de vestlige magter eller Rusland.

Den anti-russiske nationalisme, der er stærkest i det vestlige Ukraine, har dybe rødder. Rusland har domineret Ukraine siden uafhængigheden i 1991. Mindet om russisk undertrykkelse i USSR er stadig levende og rækker endnu længere tilbage til kampene for uafhængighed i første halvdel af det 20. århundrede.

Det skal også huskes, at Krim-tatarerne (omkring 12 procent af Krim befolkning), blev forvist til Usbekistan af Stalin i 1944, og først er begyndt at vende tilbage i antal i de seneste årtier. Frygt og modvilje mod russisk magt har bidraget til at skabe et idealiseret billede af Vesten.

På den anden side identificerer mange millioner russisktalende sig med Rusland. En af den nye ukrainske regerings første handlinger efter Janukovitjs faldet var at fratage russisk sin status som officielt sprog. Dette udløste masseprotester i den østlige del af landet.

Når der viftes med nationalistiske flag i det vestlige Ukraine og russiske flag i øst, symboliserer og styrker det nationalismen – og splittelsen mellem arbejdere i begge dele af landet.

Putin er ikke en anti-fascistisk kraft

Tilstedeværelsen af fascistiske ministre i den nye ukrainske regering er et nederlag for dem, der kæmper for social forandring og mere demokrati. Det var imidlertid en følge af den betydelige rolle, fascisterne spillede i Maidan-besættelsen. Det var muligt, fordi venstrefløjen er historisk svag i Ukraine, men det har også skabt en alvorlig hindring for udviklingen af en organiseret venstrefløj under protesterne.

Ikke desto mindre efterplaprer dem, der hævder, at Janukovitj blev væltet af et “fascistisk kup” bare Moskvas propaganda. Han faldt, fordi den del af oligarkiet, der tidligere havde støttet ham, trak deres støtte under indtryk af de masseprotester og sammenstød, der kostede omkring hundrede demonstranter livet.

Tilstedeværelsen af fascister i regeringen retfærdiggør på ingen måde Vladimir Putins intervention i Ukraine.

Det er absurd at antyde, at han kæmper fascisme. I Rusland gør Putin brug af den ekstreme højre-politiker Vladimir Sjirinovskij og vender det blinde øje til de fascistiske gruppers aktiviteter.

Og med den svage venstrefløj i Ukraine betyder russisk imperialistisk indgriben en styrkelse af alle former for nationalisme, herunder fascisme.

For Vesten på den anden side er fascistiske ministre ingen hindring for dem til at støtte den nye regering. Og vestlige politikere var klar til at mødes med og tale på samme platform som fascistiske ledere på Maidan.

Angreb på arbejderne og modstanden

Ud over angrebene på arbejderne fra ukrainske politikere, der tjener oligarkernes interesser, tilføjer de imperialistiske magter nu deres eget pres udefra på almindelige menneskers levestandard i Ukraine.

Støtten på 11 milliarder Euro fra Den Europæiske Union, der for nylig blev annonceret, afhænger af, at Ukraine accepterer en aftale med IMF og de nedskæringer, der vil følge heraf. IMF insisterer, for eksempel, på, at tilskuddet til brændstof bliver skrottet. På den russiske side har Gazprom allerede har besluttet at tilbagetrække de prisnedsættelser på gas, som Putin tilbød Janukovitj fra 1. april.
Der er udbredt modstand mod oligarkernes magt i både Vest- og Øst-Ukraine – både på Maidan og i de pro-russiske protester – men nationalistisk splittelse forhindrer i øjeblikket enheden blandt arbejderne og de fattige imod dem.

Det bedste håb for fremtiden ligger hos arbejdere, der forener sig i protester og strejker mod alle oligarker, samtidig med at de overvinder de nationalismer, der leverer støtte til det imperialistiske krigsspil. Eksplosionen af vrede på Maidan mod Janukovitj havde sine rødder i modstanden mod den fattigdom, de nedskæringer og den privatisering, som befolkningen i Ukraine pålægges af alle dele af oligarkiet og af både IMF-EU og Moskva.

Dette kan se ud til at have lange udsigter på nuværende tidspunkt, men eksemplet fra Bosnien, hvor arbejder-demonstranter aktivt modsætter sig de nationalistiske fjendskaber, der førte til 100.000 menneskers død i et land på under fire millioner, viser, at en sådan enhed er mulig. Hvis venstrefløjen i Europa optrapper kampen mod militær indgriben og mod nedskæringer, kan det bidrage til udviklingen af et venstre-alternativ i Ukraine.

Koordineringsgruppen i IS-Tendensen,
9. marts 2014

Comments are closed.

-->